Jesper Wung-Sung

Jesper Wung-Sung 

Jesper Wung-Sung (f. 1971) debuterede i 1998 med novellesamlingen To ryk og en aflevering, som han modtog BogForums Debutantpris for. Siden har han udgivet en række anmelerroste og prisvindende bøger for både børn, unge og voksne. Wung-Sung har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat i 2000 samt Danmarks Skolebibliotekarers børnebogspris for sit forfatterskab i 2011. Senest har Wung-Sung vundet De Gyldne Laurbær for voksenromanen En Anden Gren (2017), og for Alfred og gabestokken (2018) vandt Wung- Sung for anden gang Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur.

Forfatteren fortæller gerne om:
• Sit forfatterskab med hovedvægt på seneste udgivelse eller på andre værker efter ønske. Jesper Wung-Sung beretter om researchfase, skriveproces, læser op og besvarer spørgsmål.

Aktuel med: Guldfisken Glimmer
Gysende sjov fortælling om Guldfisken Glimmer, der må meget igennem efter at være blevet skyllet ud i toilettet.

NU: Guldfisken Glimmer trækker kloakdækslet på plads bag sig i tusmørket. Han smiler bredere end det udhulede græskar, der står i den nærmeste indkørsel på villavejen. Så rejser han sig op og tager det første, vaklende skridt på sit hævntogt.
DENGANG: Guldfisken Glimmer var en lille, blid og glimtende guldfisk i en bowle på et pigeværelse. Han smilede og smilede til søde Maja.
I to spor fortæller Jesper Wung-Sung historien om Guldfisken Glimmer, der ikke er som guldfisk er flest...

Pressen skriver om:
Alfred og gabestokken:
»Det er mærkeligt! Sært, kantet og grotesk. Et eventyr uden eventyrlighed. Fortalt med en blanding af forvreden grin og grum smerte, som rammer dig lige et sted, du ikke havde ventet. Jesper Wung-Sung sviner dig til, og du må selv tørre op bagefter. Det er stort. Det er sandt. Det er sådan en historie, man ville ønske, man ikke havde læst (normalt er det ellers kun Bent Haller, der skriver den slags)!.«
***** - Steffen Larsen, Politiken

»Alfred og gabestokken er en sær historie, der især handler om at være spændt fast i en gabestok [...] Derfor bliver man også helt lettet, da det på mystisk vis lykkes Alfred at få en ung pige til at forelske sig i ham. Ved et trylleslag bliver han nærmest normal igen, og herfra er det hele lidt mere eventyrligt at læse om.«
- Stine Reinholdt Hansen, Weekendavisen.

En anden gren:
»En rig kærlighedsroman fuld af træfsikre miljøbeskrivelser ... En anden gren viser Jesper Wung-Sung som en stor fortæller.«
– Weekendavisen.

» Jesper Wung Sungs bevægende skildring af sin kinesiske oldefars og danske oldemors udfordrende liv er smuk litteratur,
der sætter problemer under debat og giver os et nyt og anderledes blik på danskernes historie.«****** - Svend Skriver, Kristeligt Dagblad.

»Det universelt menneskelige og det individuelt særlige sættes på prøver, som Jesper Wung-Sung både har sans for og intellektuel kapacitet til at udfolde.«
***** – Politiken.

»En absolut fantastisk roman ... om fordomme, fremmedfrygt, etnocentrisme og stereotype forestillinger om dem, der ikke ligner én selv. Men det er først og fremmest en historie om en stor og kompromisløs kærlighed.«
***** – Berlingske.

»En nænsom skildring af kærlighed og et menneskeklogt studie i fremmedhed.«
– Information

bund.png